Nené Lapain

Numerologisk rådgivning & uddannelse
Rådgivning og udfærdigelse af numeroskoper til voksne, børn, virksomheder og dyr/pensioner. Diskretion og tavshedspligt en selvfølge.

 
Forside arrow Numerologi arrow Det åndssproglige alfabet
Det åndssproglige alfabet
For at finde frem til om dine navneenergier er i harmoni med din grundenergi, anvender jeg det åndssproglige alfabet:

1 = A I J Q Y Å 2 = B K R 3 = C G L S
4 = D M T  5 = E H N X 6 = U V W Æ
7 = O Z Ø  8 = F P  

I hvert bogstav er der en talværdi. I oldtidens numerologi - også kaldet kaldæisk numerologi - bruger man ikke tallet 9 i alfabetet. Man betragtede 9-tallet som helligt, og personligt har jeg da heller ikke mødt nogen som har fået noget videre optimalt ud af brugen af det - i alfabetet vel at mærke - for det skal ikke forveksles med grundenergierne.

Hvad med æ, ø og å samt dobbelt-a?
Bogstavet Æ er en sammenskrivning af A og E. Ø har samme værdi som O da der blot er tale om et O med en streg gennem. Å er blot et A med en bolle over og har derfor samme værdi som A, hvorimod dobbelt-a (aa) er to A'er. Alle accenter, tilder, boller og prikker har i numerologien altså ingen betydning. Så der ér altså en verden til forskel på om man hedder Aage eller Åge!

Hvis du vil finde ud af hvilke energier dine navne har, gør du således:

Eks.:  Marianne Nielsen

                                               M  A  R  I  A  N  N  E          N  I  E  L  S  E  N

                                              4+1+2+1+1+5+5+5       5+1+5+3+3+5+5

                                            = 24 (2+4=6) = 24/6      = 27 (2+7=9) = 27/9

Har du svært ved at udregne dine nuværende energier eller de nye frigivne efternavne, er du velkommen til at kontakte mig.

Når navnet giver under summen 10


Den energi der fremkommer når man regner sit navn sammen, kan kun være et dobbelt eller sammensat tal, da det er den energi der indeholder vores skæbne. Vi kan ikke have en skæbne der giver et enkelt tal (det vil sige under 10), for det er jo vores grundenergi som er de enkelte tal fra 1 til 9, og som beskrevet fortæller hvilke talenter vi har med os, og hvordan andre opfatter os. Hvis man har et navn der giver under 10 når man regner det sammen, så er fremgangsmåden en lidt anden da man her bliver nødt til at tage fødselsdagen til hjælp. Det nemmeste for forståelsen er at give et eksempel.

Lad os tage navnet Mia:                       M  I  A

                                                             4  1  1

Mia giver sammenlagt energien 6.

Her bliver man nødt til lægge personens fødselstal til tallet (energien) for at komme frem til det rigtige dobbelte tal i navnet. Lad os sige at Mia er født som 9'er. Så lægger man 6 og 9 sammen, og så giver Mias skæbne i navnet energien 15. Havde Mia været født som en 8'er, så havde man skullet lægge 6 og 8 sammen, og så havde Mias skæbne i navnet været 14.

Men ...
Hvis nu Mia havde været født som 1'er, så ville man hurtigt opdage at navnet stadig ville indeholde et enkelt tal, for 6 og 1 lagt sammen giver jo kun 7, og det er stadig under 10 og ikke et sammensat tal. Derfor må man benytte sig af endnu en lidt anderledes fremgangsmåde for at finde det rigtige dobbelte tal og dermed skæbnen i Mias navn.

Lad os bruge eksemplet hvor Mia er født som 1'er. Mias navn giver stadig kun 6 når man lægger det sammen, og selvom man tilføjer hendes fødselstal som er 1, så giver det stadig kun 7. Derfor må man se på hvornår Mia "møder" det næste 1-tal i talrækken efter sit fødselstal, og det gør hun ved 10, for 1 + 0 = 1.

Så tager man 10 og lægger sammen med Mias navn som er 6, og så er Mias dobbelte tal og skæbne i navnet 16 (10 + 6). Hvis nu Mia er født som 2'er, så er det stadig ikke nok at lægge fødselstallet til, for 6 og 2 er kun 8. Derfor ser vi igen på hvornår Mia "møder" det næste 2-tal i talrækken efter sit fødselstal, og det gør hun ved 11, for 1 + 1 = 2. Derfor tager man 11 og lægger sammen med Mias navn, som er 6, og så er Mias dobbelte tal og skæbne i navnet 17 (11 + 6).

Det er meget vigtigt at være opmærksom på de tilfælde hvor det ikke bare er nok at lægge fødselstallet til navnet. Så man må benytte sig af denne lidt kringlede fremgangsmåde at det kun er navnet der bliver lagt til det næste tal i talrækken, fx 10 eller 11. Fødselstallet skal ALDRIG lægges til i denne fremgangsmåde.

Prøv nu selv at regne det dobbelte tal ud i dine navne.

Når du har regnet det dobbelte tal ud i dine navne, så kan du se i hovedmenuen ovenfor hvad energien i dine navne fortæller.

OBS! Vær opmærksom på at man ALDRIG selv vil kunne være i stand til at udregne, tolke eller tjekke sine årstalsrækker osv., eller se om et numeroskop "holder" ved blot at læse om disse energier her på siden eller i nogen bøger. Finder man sider på internettet hvor man selv kan udregne via computerstyret program, har det INTET med oldtidens numerologi at gøre, og det er trods alt den oprindelige og ældste form for numerologi overhovedet. De som påstår at de kan skrive en lærebog og oven i købet blande tingene sammen, er i vildfarelse.

Selvom vi lever i en anden tidsalder, har der naturligvis været en mening med at denne viden kun blev videregivet fra mund til mund blandt indviede og præster - nemlig den simple at den KUN skulle fomidles til de MEST EGNEDE og for alt i verden IKKE komme i de forkerte hænder - et fænomen man desværre til stadighed kan opleve.

Anbefal denne side til en ven